INSP! Mad 7.jpg

Vil du vide mere?

Mad lavet med Passion & Mennesker siden 2012

Baggrund

Vi har med en baggrund fra et 1-årigt integrations- og opkvalificeringsprojekt i 2012-2013 med støtte fra Socialministeriet, udviklet os til en fast basisaktivitet og forretningsområde i INSP!

I dag rummer vores køkken bla. et opkvalificeringskursus for ledige, som i dagligdagen er vores trofaste medarbejdere.

Vores passion for mad betyder vi altid tænker på mad, laver mad og udvikler nye madopskrifter. Vi bliver aldrig trætte af det. Vi har udviklet egen madmission, madprofil, en palette af køkkenaktiviteter, madprodukter, måder at levere på, og skabt eget kundegrundlag mv. Køkkenet er i dag 90-100 pct. økologisk og er guldmærkecertificeret.

Vores køkken danner ramme om både leg, læring, udvikling og produktion og byder på frokost, folkekøkken, unge folkekøkkenaktiviteter, mødeforplejning, fester og private arrangementer, catering, events mv.

Produktet og målet i sig selv er at skabe oplevelser og læring omkring maden og måltidet.

INSP! Mad er en del af det kreative oplevelseshus og -univers INSP!, som er startet som et borgernes bud på at lave et mødested og udfoldelsesrum, der kan understøtte entreprenørskab, kreativitet og social inklusion. Visionen om INSP! er formuleret som et borgernes svar på, hvad Roskilde skal leve af i fremtiden. Alt omkring INSP! er i stadig forandring og udvikling og det smitter af og involverer også os i INSP! Mad.

Se mere information om INSP! og aktiviteter.


Video med et historisk indblik i hvad INSP! Mad bygger på


 

Vores holdning til bæredygtig madlavning

Vi arbejder i vores dagligdag aktivt med bæredygtighed. Vi er certificeret 90-100 pct. økologisk og vi arbejder med at begrænse madspild på flere parametre. Bl.a. har vi ikke noget menukort, hvilket betyder vi nemmere kan begrænse at fødevarerne bliver for gamle fordi det ikke er de ’rigtige’ til at frembringe en bestemt ret. Ligeledes gør vi en stor dyd ud af altid at benytte rester først, og implementere dem i et måltid. Rester behøver ikke være kedelige – rester kan trylles med, arbejdes med og blive det dejligste element i en ny ret. Vi elsker at trylle med dem. Det handler om tilsætning af krydderier, at arbejde med konsistensen, at være åben og kreativ overfor at udvikle nye retter og opskrifter.

Derudover handler det også om at have et fokus på, hvorfra i verden vores økologiske råvarer kommer. Derfor er vi lige nu en fase hvor vi gerne vil omlægge vores produktion til overvejende lokalt producerede råvarer, for vores miljø skyld og for at støtte op om lokale råvareproducenter. Vi er derfor i gang med at finde forskellige lokale leverandører vi kan indgå aftaler med. Vi udvælger de lokale råvarer i den højeste kvalitet, som betyder vi altid kan servere et måltid mad lavet af de bedste råvarer.

Et bæredygtigt udbud skaber et strammere udvalg af råvarer og begrænser dermed muligheden for at tilberede maden på klassisk vis, hvor man som oftest finder en opskrift, handler ind til den og tilbereder maden. Vores koncept bygger på den kreative tilgang til maden, hvor den kreative udfordring består sig i at handle nogle råvarer, 'lave' opskriften og tilberede maden. Dermed er det benspænd der skabes ved at benytte lokale råvarer, i tråd med vores tilgang til at tilberede mad.